DELPRO har udviklet mig som leder og menneske
Jeg blev udlært gartner på Skærbækværket og kørte rundt til transformerstationer fra Aarhus i nord, til Christiansfeld i syd og Give i vest. Jeg havde vel rundt regnet et par hundrede værker, jeg servicerede. Min vej til stillingen som afdelingsleder i Facility Management har på ingen måde været den lige vej. Jeg er selvlært mekaniker og arbejdede på fabrik, da en kammerat prikkede mig på skulderen og sagde, at de manglede gartnere på Skærbækværket.
Mens jeg arbejdede, gik jeg i mesterlære. Jeg blev udlært, og arbejdede nogle år som gartner, inden jeg fik større ansvar som holdleder for et team. Efter vi startede i entreprenørselskabet, fik min leder et andet job, og pludselig stod jeg med ansvaret for Facility Management.
Jeg har uddannet mig som leder i DELPRO-regi og på IBC, og jeg er meget taknemmelig for, at DELPRO har troet på mig og givet mig stadig større ledelsesansvar. Vi har en god arbejdsplads, og jeg nyder at stå tidligt op hver morgen for at komme på arbejde.
Vi har et godt kollegaskab, og er der én, der har et problem, hjælper vi hinanden med det samme. Mine medarbejdere har højeste prioritet, og de kommer aldrig til at opleve mig som en autoritær stationsmester fra en svunden tid. Jeg tror på, at vi gør hinanden gode ved at arbejde i teams, erkende at vi ikke ved alt, og ved at dele ud af den erfaring, vi hver især har.
Om det handler om almindelig vedligeholdelse, træbeskæring ved luftledninger, gravearbejde i forbindelse med terrorsikring ved anlæg, ledsaget adgang eller noget helt andet, kan vi give de knap 600 værker, vi arbejder for, den bedste service, hvis vi står sammen om at løse opgaverne effektivt, intelligent og til en konkurrencedygtig pris.